30.1.05

Mød familiens nye kat ...



Vi kalder hende Fru Jensen, ud fra den betragtning at vi er en familie med usædvanlige navne, så der måtte jo være én i husstanden med et PK-PC navn, ikke? Her sidder hun og overvåger trafikken. Eller også vogter hun på fugle og mus, selv om det er for koldt om poterne at gå ud og jage dem.

Hun er voksen - vi fik hende, fordi hun ikke kunne enes med den anden kat der hvor hun boede, og familien begyndte at overveje aflivning. Meeeeeeen, man afliver da ikke den mobbede! Hvis der skal aflives i sådan en sammenhæng burde det da være aggressoren, ikke? Så nu bor Fru Jensen hos os, og udkæmper lange og seje kampe med Les om brugsretten til husets bedste lænestol.

Introdag til et kursusforløb!



De lokale NetOP/Korsør Husflid lavede introdag til en stribe lørdage med aktiviteter for psykisk handicappede. Mange fremmødte og høj stemning! Der blev præsenteret de ting man kunne melde sig til - papirmageri, keramik, gymnastik og dans, billedværksted, dansk og højtlæsning, strik, decoupage og æskemageri. Der blev snakket, grint og spist sandwiches, lavet aftaler til næste gang - og som én deltager sagde, "dem der ikke gad at stå op er det bare synd for!".


Louise lavede et meget fint kort med håndgjort papir, glansbillede og hele baduljen. Perfekt til at skrive et fint brev til en man kan lide.


Sonja og Hanne var dybt koncentrerede om strikkeriet, men havde dog tid til en lille snak. Ulla, på den anden side af bordet, havde slet ikke tid til at snakke. Hun strikkede hue!


Der blev arbejdet med stentøjsler under Hannes kyndige ledelse ... grundformer til skåle, små fisk, ansigter og en enkelt trold.


Kim lavede et læderarmbånd med nitter i fin stil. Meget koncentreret arbejde.


Eva lavede en fin hjertepung!

19.1.05

Så skal vi til det igen ...

Så er der udskrevet valg, og alle politikere er ved at falde over egne og hverandres fødder for at give løfter.

Bwadr.

Det allermest kvalmende er faktisk, at der ikke er ét eneste af de såkaldt 'ordentlige mennesker', der tager lidt fat i de udtalelser der kom fra DF i går om, at det er MEGET VÆRRE når en araber eller somalier begår vold, end når det er en dansker der gør det. Hvornår smutter Peter Skaarups hårdt tilkæmpede fernis så meget at han bruger ordet 'undermennesker', der klinger som ekko for det indre øre hver gang han taler?

Er det virkelig blevet legitimt at sige den slags i dagens Danmark? Er det virkelig helt i sin orden at tale om A-mennesker, B-mennesker og mindreværdige mennesker?

Ikke i min ordbog, i alt fald!

En idiot, der slår, er en idiot - uanset køn, farve, fødeland og tro (eller mangel på samme).

Derudover er resten af det ideologiske cirkus deprimerende ens .... statsministeren er fuld af løgn, justitsministeren ligeså, oppositionen virker på enkelte individer nær opgivende eller desperate. Ikke lyse udsigter for de næste fire år.

6.1.05


Se - jeg glæder mig meget!

4.1.05

Kattemosterens julegave in the raw



Her kartes til Sannes trøjegarn. Og jo, det BLIVER hvidt når det bliver vasket - får er nogen svinemikler, når man tænker nærmere over det.

Alle amatørers skødesynd



Når man har så meget uld med så stor farvevariation er det fristende at spinde prøver ... det har jeg også gjort, som man kan se.

Meeeeen - forinden havde jeg sorteret det hele, lagt de hamme fra som skulle ende som EN slags garn, redt underuld fra (bwadr), og i det hele taget været en dygtig pige, der gjorde sit forarbejde. Indenfor rimelighedens grænser, altså.

Af og til får man simpelthen hænderne i et pund uld der bare VIL spindes. Lige nu! For ellers ser man ikke hvor smukt det bliver, vel? Og denher farve passer lige til at blande med den pose hundehår, der ligger og vil blive til vantegarn. Alle spindere kender remsen ....

Her er rokken, der nynner i stuen



Den nynnede nu ikke så meget lige da jeg fik den hjem. Efter otte år på Annemaries loft, og et grundigt brusebad pga et utæt tag, så den ikke så godt ud, så den blev skuret med sæbe og gnubbet med linolie. Hjulet var ved at gå op i limningen, så det blev skilt ad og limet sammen igen - kuglelejet i akslen fik nyt fedt - så nu er det faktisk kun trampen der piber.

Jeg har en formodning om, at det er på grund af overanstrengelse.

Annemarie er en frelsende engel



Hele dette projekt med ulden havde været totalt uoverskueligt uden at sætte en tromlekarte på overarbejde. Annemarie var en engel - hun fik fire kilo uld i mange farver til filtning, og jeg fik lov at låne rok og tromlekarte af hende.

Begge dele har fået lov at yde alt hvad de havde i sig, tør jeg nok sige - og i alt fald kartemaskinen har sparet mine håndled for mange smerter.

Stor tak!

Så mange farver på ét eneste dyr



Det virker helt utroligt, at der kan være så mange farver på ét dyr. Vi er jo nærmest hjernevaskede til at se får som hvide, sorte eller brune - tanken om at de kan være det hele på én gang virker absurd indtil man ser det.

Denher ham leverede kridhvid underuld til Shetlandssjal (fnuglet og blødt), grå underuld til sweatergarn, mørkt dækhår til tyndt vævekamgarn der changerer fra hennarød over klar brun til sortgrå. Jeg har planer om brikvævning - der er lige et Mammenbånd der skal rekonstrueres, tror jeg.

Sammy kaldte det 'gammelkonehår'



Hennaspidser og grå bund - man forstår ham sådan set godt, hvis man kommer min salig ex-svigermor i hu.

Men det ER (var) altså råmaterialet til mit fine tynde nattrøjegarn - spillende i nougat, henna og grå. Hvorfor kan digitalkameraer i 'menneskelig' prisklasse ikke gengive alle de farver?

Dether er til MIG (og Les ...hvis han er hurtig)



Tyndt, fint kamgarn (pinde 2 - 2½) til en trøje til mig. Eller rettere, en trøje som husets to voksne skal slås lidt om. Gansey-konstruktion, men nattrøjemønstre fra Lolland-Falster og omgivende øer. Jeg mener, det er ikke så meget positivt særegent der kommer dernede fra, så det er bare med at holde tingene i live.

Kameraet kunne ikke helt gengive farven - den er faktisk mere nougatbrun end grå, men genskinnet fra det blanke dækhår ER tingråt. Fotos af strikkeprøve følger - jeg skulle hilse og sige, at det bliver smukt. Lys nougatbrun, og reliefmønstrene fremstår i grå glans. Ganske speciel effekt!

Før og efter vask ...



Her ser man tydeligt farveforskellen før og efter vask. Det grå bundt ved siden af spoleholderen er bare med fordi jeg glemte at flytte det.

Julegave til kattemosteren



Det her bliver til Sannes trøje - engang. 900 g totrådet, hovedsalig underuld, med lige præcis nok dækhår til at give glans og slidstyrke.

Skal strikkes som en klassisk engelsk gansey med ret/vrangmønstre og måske en enkelt lille snoning. Ingen hulmønstre denne gang, det lover jeg!